Om dette arrangement

Tid
10:00 - 12:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Himmelbjerget
Målgruppe
Section

Kan vi vælge en bedre fremtid?

Hotel Democracy kalder 5. juni til Grundlovsfest med tema om valg, mod og mismod

2024 vil bære præg af mange valg. Nogle af dem vil få afgørende betydning for udviklingen i verden – herunder i Danmark. Selv skal vi sammen med de 26 andre lande i EU stemme til Europa-Parlamentet, befolkningen i USA skal vælge præsident, i Indien kan 900 millioner mennesker gå til valg, og i Rusland forventes Putin at lade sig genvælge. Samtidig skaber krige, konflikter og miljøkatastrofer overskrifter døgnet rundt.

Hvordan holder vi balancen? Hvordan kan vi bevare håbet om en bedre fremtid? Svaret på det spørgsmål vil Mogens Lykketoft, tidligere formand for FNs Generalforsamling, udenrigsminister m.m. give et bud på, når Hotel Democracy 5. juni traditionen tro kalder til Grundlovsfest på Himmelbjerget.

Lykketoft er årets hovedtaler, og han får godt selskab på talerstolen af både de unge elever fra Ry Højskole og de helt unge fra Frijsenborg Efterskole.

Fællesskab og fællessang

Grundlovsfesten på Himmelbjerget hviler på et ønske om at skabe og befordre fællesskaber, så fællessangen spiller en vigtig rolle. Ry Højskoles band leverer et veloplagt og rytmisk akkompagnement til de mange sange fra Højskolesangbogen, som er samlet i et sanghæfte med et miks af velkendte og nye sange med relevans for temaet.

Festen starter kl. 10 og slutter kl. 12. Der er kaffesalg i boden fra kl. 9.30.

Den levende samtale om demokratiet

Hotel Democracy-gruppen er sat sammen af folk fra Museum Skanderborg, Ry Højskole og Skanderborg Kommunes Biblioteker. Formålet er at holde samtalen om demokratiet åben og levende med afsæt i Blichers folkemøder på Himmelbjerget.

Grundlovsfesten bliver til takket være støtte fra bl.a. Skanderborg Kommune, Nordea-fonden og Trygfonden i samarbejde med GRUNDLOVSFESTEN samt Kvickly Ry.

Blandt de frivillige, som giver en uundværlig hånd med, er Ry Borgerforening og Soroptismisterne i Skanderborg

Når sangen er klinget af, fortsætter dagens Grundlovsfest kl. 13.00 med Konservative i Silkeborg som arrangør.