Anbefaling: Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen af Jenny Rossander

Den danske sanger, sangskriver og lydkunstner kendt under kunstnernavnet Lydmor alter ego er Jenny Rossander og hun er i år debuteret med romanen "Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen".   
Romanen er sat i scene på et teater, hvor den unge komponist hyres til at lave lydsiden til en opsætning af en klassisk græsk tragedie: Euripides "Elektra". Her møder hun den noget ældre, gifte men karismatiske instruktør og snart indleder de to en affære.

MeeToo på teatret
Det kunne nemt være endt som en stereotyp metoo historie men Rossander er mere ambitiøs end som så. For komponisten er mindst lige så dygtig som instruktøren og de er begge opsøgende i relationen. Men naturligvis er der tale om en magtrelation - selvom hovedpersonen har stor magt i kraft af skønhed, ungdom, talent og sex, så er man stadig ikke lige, når den ene ligger øverst i kulturkostpyramiden. Men dén erkendelse opnår hovedpersonen kun gradvist og undervejs er læseren vældig godt underholdt. Ikke blot giver Rossander et interessant indblik i et teatermiljø og dets magtrelationer men lader også magtrelationen udvikle sig undervejs.  Rossander beskriver indlevende, hvordan det føles at være i et forhold, der ikke må eksistere udadtil – for eksponeres forholdet slutter det også.

For naturligvis er teatret et stort spejl af samfundet og livet.  Romanen er velkomponeret og formår at trække på flere solide litterære referencer og kan læseren  sin Herman Bang, så føjer det et nyt lag til historien. 

Komplekse forhold
Rossander er meget loyal imod sine karakterer - chefen kunne være skildret som en manipulerende Casanova men han er snarere skildret som en lidt naiv karakter, som dog manipulerer. 
Karaktererne i romanen kunne godt være mere nuancerede - de skildres - bevidst - som  arketyper f.eks.  Dramatikeren, Scenografen og Instruktøren. Men det gør også, at de forbliver statister i dramaet. 

Manipulation for viderekomne
Men Rossanders meget vellykkede fortælletræk er, at manipulationen ikke primært finder sted i opbygningen af den (seksuelle relation) men snarere i opretholdelsen af denne. For efterhånden som forholdet udvikler sig får den kvindelige komponist også håb og trang til mere. Og dét ønsker den gifte familiefar ikke, og så begynder manipulationen.  For da komponisten accepterer  præmissen om at være instruktørens hemmelighed, da mister hun kontrollen over sit eget liv, mister fornemmelsen for rigtigt og forkert, fornemmelsen for virkelighed og fiktion. 

Men Rossander har også blik for den dobbelte magtrelation - den unge elskerinde råder både over begærets og afsløringens magt, som gør den gifte mand sårbar.  

Det er historien om to i udgangspunktet monogame mennesker, som indleder en affære, men da kun den ene part er gift, er det et forhold på meget ulige omstændigheder,

Derfor mister fortælleren magten over relationen, hun mister også magten over fortællingen og historien opløses gradvist. Det får alvorlige konsekvenser for fortælleren. 
Instruktøren magter heller ikke at instruere forholdet, og på den vis kommer fortællingens struktur til at afspejle tematikken. Dét er vældig godt både set og eksekveret af Rossander. Fortællingen væver kunst og virkelighed ind i hinanden på en måde så hovedpersonen og dermed læseren får vanskeligt ved at adskille dem. Dét er godt!

Romanens plot kunne således lyde som en kliche af den mere kulørte slags, men romanen lykkes, fordi forfatteren er vred. Vred over de vilkår, der er for elskerinden. Det er et skrig, som holder hele vejen.