Anbefaling: 100 års ensomhed af Gabriel García Márquez
Du behøver ingen anledning til at læse denne fantastiske roman, men den er nu igen aktuel pga. en NetFlix indspilning. Læs romanen, som var en væsentlig årsag til at forfatteren i 1982 modtog Nobelprisen i Litteratur.
Af Jarl
En familie-krønike
I udgangspunktet er romanen en familiehistorie, som beretter om Buendia familien. De står bag grundlæggelsen af en fiktiv by i Columbia - Macondo. Men det er ikke uden grund, at Márquez blev berømt som den fantastiske fortællings fader. Romanen er fuld af utallige sidehistorier og spring i tid. Márquez bygger en fortælling op omkring familiens udvikling og arv gennem generationer af både navne og temperamenter. Du skal som læser være vågen, men er du det, så er du også ombord på en sælsom rejse i en saga, som dels beretter om familiens- dels om samfundets udvikling. Centralt i familien - og dermed i historien - står José Arvadio Buendia, som grundlægger byen. Han udvikler sig i løbet af romanen fra at være byens alfader til at blive en lokal galning bosat i byens udkant. En farverig deroute i krig og kamp med regnskyl og søvnløshed.
Byen er et stort, eksotisk og broget univers befolket af ubegribeligt smukke og lidenskabelige kvinder, handlekraftige og eventyrlystne mænd, hvileløse genfærd og sigøjnere. Et magisk univers.
Magisk Realisme
Romanens enkelte handlingstråde er også magiske. Den ene allegori afløser den anden - de referer lystigt på kryds og tværs og resultatet blev - og er - den stil som nu kendes som "magisk realisme."
Romanen er både poetisk og underfundig, men dermed ikke sagt at historien er en "feel-good" fortælling. En væsentlig episode i romanen er f.eks. hærens massakre på tusindvis af strejkende arbejdere, hvis lig tilsyneladende blot læsses på et tog for at blive dumpet i havet. Men også her svøber Márquez historien i flere flere fortolkningsmuligheder, og man bliver som læser i tvivl om, hvad der er virkelighed - realisme og hvad der magi.
En enestående roman
Pladsen her er ikke tilstrækkelig til at yde romanen retfærdighed. Den er på en måde helstøbt og enestående i sin stil, men også forunderlig åben, en mosaik af historier som fortælles i alle retninger.
Romanen kan læses for historierne i sig selv, men Márquez' opfindsomme og sanselige brug af sproget gør også sit til oplevelsen. En fabulerende, farverig, fantastisk historie som ikke uden grund har fået sin egen plads i litteraturhistorien.
Bogen kan lånes på biblioteket eller læses og lyttes på eReolen.