
- Date
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- .: 145 DKK
- Sted
- Sløngelsalen
- Bibliotek
- Skanderborg Bibliotek
- I samarbejde med
- Kulturhuset
- Adresse
-
Parkvej 10B
8660 Skanderborg
Danmark
Nam Sook blev i 1975 fløjet fra Sydkorea til Danmark sammen med ti andre børn. I lufthavnen stod de kommende forældre og så deres børn blive født ud af et fly. Nam Sook fik ved ankomsten navnet Eva, og hendes kommende penneveninde, Min Kim, der også var med på flyet, blev navngivet Gull-Mai. Da Eva var 14 år mistede de kontakten og mødtes først igen 30 år senere. Da fortæller Gull-Mai om sin voldsomt svære opvækst, og Eva bliver ramt af én eneste følelse: Hun må skrive en bog om at vokse op som adopteret i Danmark.
Romanen MIN KIM undersøger, hvad der sker med et barn, når det bliver adskilt fra sin familie og sat ind i en ny. Når fortællingen om ens liv pludselig bryder sammen og for evigt ændres. Gennem romanens breve, samtaler og rejser spejles Gull-Mais og Evas opvækst. De to kvinders virkeligheder fletter sig sammen til en fortælling om myters sammenbrud, om slægtskabets betydning og om, hvordan man omskaber sin identitet ved selv at bestemme, hvordan historien fortælles.
Eva Tind er født 1974 i Pusan, Korea. Hun blev bortadopteret da hun var ét år gammel og er opvokset i Låsby.
Eva Tind debuterede med digtsamlingen "do" i 2009 og modtog Klaus Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi. Siden har hun udgivet fire romaner, to digtsamlinger og et portræt af Asta Nielsen, "Astas skygge" (2016). Hendes roman "Ophav" (2019) blev nomineret til DR Romanprisen 2020. I 2021 udkom romanen "Kvinden der samlede verden", om en af det 20. århundredes mest betydningsfulde videnskabskvinder, Marie Hammer. I 2023 udkom romanen "Citronbjerget" og i slutningen af 2024 udkom romanen "MIN KIM".
Arrangementet varer cirka to timer inklusiv pause.