Voksenarrangementer

Projekt Klima & Klæder

Projektet Klima & Klæder har fået tildelt midler af Klimapuljen til 10 symaskiner og fire workshops, som bliver afviklet i løbet af efteråret 2024. Biblioteket ser frem til at styrke udbredelsen og formidlingen af bæredygtighed, samt fortsat at understøtte den grønne omstilling.

Af Steffen G.

Tags

Klima & Klæder

Projekt med fokus på upcycling af tekstil
Formålet med projekt ”Klima og Klæder” er at skabe rammerne for at give tekstil nyt liv, og dermed bidrage til genanvendelse af ressourcer og nedbringelse af kommunens CO2-udledning. Vores håb er, at biblioteket – også i fremtiden, kan være et lokalt samlingssted for grønne og fællesskabende initiativer. 

Anna Kirstine, Kulturformidler på Hørning Bibliotek, uddyber: ”Med projektet ønsker vi netop at fremme og motivere til klimavenlig adfærd gennem reparation, genanvendelighed og upcycling af tekstil. Derudover har vi god erfaring med, at håndens arbejde kan skabe dialog og fællesskab. Vi glæder os derfor til at skabe nye rum, hvor vi kan inspirere hinanden og dele viden om grønne initiativer. Vi er meget taknemmelige over Klimapuljens opbakning til disse bæredygtige tiltag.”

Klimapuljen i Skanderborg tildeler midler til projekter og forsøg, som kan inspirere flere mennesker til at være mere klimavenlige og derved bidrage til den grønne omstilling. 

Takket være den økonomiske støtte fra Klimapuljen har vi nu anskaffet hele 10 symaskiner.
Symaskinerne er ikke blot en værdifuld tilføjelse til vores workshoprække, men de vil også gøre det muligt for os at skabe et kreativt makerspace i biblioteket. Her kan borgerne frit benytte symaskinerne til at reparere deres tøj. Et makerspace vil samtidig skabe fantastiske muligheder for samarbejde med borgere, fællesskaber og lokalsamfund. 

De fire individuelle workshops er fordelt ud over efteråret 2024. På de to første workshops kan man lære at sy et sæt tøj med ATTER eller lære at upcycle tøj med Johanne Kohlmetz. De to kræver tilmelding. 

De to sidste er åbne workshops, hvor man blot møder op og kan tage hele familien under armen. Til den første kan man være med til at slagte en lædersofa sammen med Faster Badaster, og derefter lære at sy tasker, etuier, punge og bælter ud af læderet. Til den anden kan man sy en mule- eller frugtpose sammen med Recycled_By_Frida ud af genbrugsstof. 

Verdensmålscertificeret bibliotek:

Skanderborg Kommunes Biblioteker er for ganske nyligt blevet Verdensmålscertificeret, og vi forpligter os dermed også til at skabe opmærksomhed omkring bæredygtige løsninger, værdier og samarbejder i lokalsamfundet, og herunder påtage os et ansvar for at anspore borgerne til at engagere sig. Vi ser projekt Klima & Klæder som et tiltag, der netop tapper ind i dette arbejde.