For alle

Anbefaling: Karthago af Steffen Jacobsen

Sommerferien er (også) et godt tidspunkt til at læse en god spændingsroman. "Karthago" af Steffen Jacobsen er et meget kvalificeret bud på en sådan.

Af Jarl

Tags

Anbefalinger

Verdenshistoriens dramatiske begivenheder kan være et effektivt bagtæppe for en god spændingshistorie og det er i høj grad tilfældet for Steffen Jacobsens thriller "Karthago" fra 2023. Titlen kunne antyde et antikt miljø men det er langt fra tilfældet. Romanen foregår i København i marts 1945 og her hersker kaos og lovløshed. 

Varm- og kold krig
Handlingen krydsklippes med et spor i Washington under den kolde krig i 1974 og dét er der naturligvis en pointe i. 
For i 1945 i Shellhuset ligger tegningerne til konstruktionen af en atombombe. Det er den kontrafaktiske kamel, du som læser må sluge for at kaste dig ind i denne hæsblæsende spændingshistorie. 
Handlingen centrerer sig om arbejderpigen, apotekerassistenten Asta fra modstandsgruppen BOPA som i København møder godsejersønnen og styrmanden John, som er nedkastet agent fra SOE i London.  Hun viser sig at være russisk agent men har sammenfaldende interesser med John og et nyt makkerpar opstår. John kender til planerne om at bombe Shellhuset så en plan må hastigt udtænkes og udføres. 

Effektiv spænding
Det er en effektiv spændingshistorie, som ikke lader læseren i stikken ret mange steder. Plottet hænger sammen, men man må leve med at især John er lidt af en James Bond type, som næppe vil have overlevet mange dage "under cover" i besættelsestidens København - men til gengæld er han et farverigt indslag i romanen.  Plottet drives også at et påstået fjendskab mellem BOPA og Holger Danske som vist ikke er helt i overensstemmelse med historiebøgernes udlægning men fred med det - det driver handlingen frem og spændingen op. 

Romanen er lang men interessant, og besættelsestidens kulisse er effektivt udnyttet, hvad der samlet set giver en fornøjelig og oplysende spændingsroman.