Voksenarrangementer

Forfatterforedrag med Lone Hørslev

Svømmende, rygende, grædende
Fra sort humor til selvdestruktion. Lone Hørslev udruller sin rå version af kældermenneskets forfald set fra en kvindelig alkoholiker. Lyder anmeldelsen fra Litteratursiden.dk

Britta Riis Langdahl fortsætter om bogen;

Læseren tages med helt ind i misbrugets ækle mønstre i Hørslev modige og rablende roman. Den sorte humor driver ned ad siderne i starten af romanen, men alkoholmisbrugets sørgelige mønstre tager over og efterlader mere tragedie end grin. Hørslev udpensler forfaldet, så grimt som det er. Det er gnistrende godt og sprogligt veloplagt.

Handlingen kort fortalt: Anna drikker. Et lille glas for at fejre, at solen skinner, eller et glas når dagene er grå. Men helt ærligt, hvem gør ikke det? Det gør hende vel ikke til alkoholiker?

Hun drømmer om at skrive en krimi, der kan sælges i pallevis i Bilka, men der kommer ikke rigtig noget ned på papiret. Den ene dag går over i den anden, og da hendes søn dropper ud af gymnasiet og flytter til New Zealand, ramler hendes tilværelse. Anna sidder alene tilbage i huset på Frederiksberg og føler sig som et ligegyldigt stykke biologisk affald, som livet har smidt af traileren på vej til genbrugsstationen. Det eneste, der gør livet tåleligt, er faktisk boksen med hvidvin – indtil en gråsort kat og en mand ved navn Gorm pludselig dukker op ud af det blå.

Lone Hørslev går i sin nye roman tæt på den hvidvinspimpende, småsnaldrede og selvmedlidende 47- årige forfatter Anna. En gribende historie om en kvindes længsel efter en sammenhængende fortælling og hendes flugt fra sin egen kvælende ensomhed, fortalt med vanlig hørslevsk humor og poetisk bid.
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 145 kr.
Sted
Kulturhuset Skanderborg
I samarbejde med
Kulturhuset Skanderborg
Adresse

Parkvej 10
8660 Skanderborg
Danmark