Biblioteket lancerer ny kampagne
Under sloganet 'Medbring din egen kop' vil kommunens biblioteker nedbringe brugen af engangsemballage ved udvalgte arrangementer.
Af Steffen G.
![](/sites/default/files/styles/paragraph_wide/public/2025-02/Logo_Verdensm%C3%A5l_Maj2022_CHORAS2030_PRO.jpg?h=8f040a54&itok=z-ziho8R)
![](/sites/default/files/styles/paragraph_squared/public/2025-02/Medbring%20din%20egen%20kop_Facebook.png?h=eb901320&itok=CT7t65a6)
Tilbage i marts i 2024 blev biblioteket verdensmålscertificeret, hvilket de har grund til at være rigtig stolte af. De har derfor også den seneste tid arbejdet aktivt for at inddrage verdensmålene som en fast del af bibliotekets arbejde. Med certificeringen forpligter Skanderborg Kommunes Biblioteker sig nemlig til selv at være med til at vise vejen og arbejde for at drifte de fire bibliotekshuse mere bæredygtigt. En verdensmålscertificering er en anerkendelse af, at et bibliotek i særlig grad har involveret sine medarbejdere i et fokuseret arbejde med verdensmål og bæredygtighed, at biblioteket har udarbejdet en handleplan for verdensmålsarbejdet, og at de er kommet godt i gang med tiltag og aktiviteter målrettet borgere.
Kaffe til udvalgte arrangementer – og i egen kop
Bibliotekets leder for innovation fortæller: - Med vores verdensmålscertificering følger en naturlig forpligtelse til fortsat at arbejde med fokus på de 17 verdensmål – både i små og større sammenhænge. Derfor vil vi den kommende tid nu rette opmærksomhed på brugen af engangsemballage. Det forholder sig nemlig sådan, at vi til mange af vores foredrag og workshops tilbyder deltagerne en kop kaffe og derfor fremover vil opfordre deltagerne til at medbringe egen kop. Så lover vi til gengæld at fylde dejlig kaffe eller te i den.
Hvilke biblioteksarrangementer, der er omfattet af gratis kaffe, vil fremgå af annonceringen. Og skulle du have glemt din kop, forlyder det, at biblioteket har fået doneret et assorteret udvalg af hjemløse kopper fra RenoSyd til udlevering.
Om certificeringsprogrammet
Det er Danmarks Biblioteksforening, netværket DB2030 og bæredygtighedsorganisationen Chora 2030, der står bag udviklingen af det certificeringsprogram, som Skanderborg Kommunes Biblioteker nu er blevet en del af, og som skal være en fælles ramme for bibliotekernes verdensmålsarbejde. Udviklingsprojektet er støttet af Tryg Fonden.
De 17 Verdensmål
Mål 1: Afskaf fattigdom
Mål 2: Stop sult
Mål 3: Sundhed og trivsel
Mål 4: Kvalitetsuddannelse
Mål 5: Ligestilling mellem kønnene
Mål 6: Rent vand og sanitet
Mål 7: Bæredygtig energi
Mål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
Mål 9: Industri, innovation og infrastruktur
Mål 10: Mindre ulighed
Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Mål 13: Klimaindsats
Mål 14: Livet i havet
Mål 15: Livet på land
Mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Mål 17: Partnerskaber for handling