Anbefaling: En landsbydegns dagbog - en moderne 200 års fødselar
St.St. Blichers kompakte roman fra 1824 er tematisk tidstypisk men stilistisk meget moderne. En af dansk litteraturs skjulte perler.
Af Jarl
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog fra 1824 er Steen Steensen Blichers debut som novelleforfatter. Handlingen er baseret på den adelige Marie Grubbes skæbne. I novellen kaldes hun frøken Sophie.
Blicher camouflerede udgivelsen under titlen "Brudstykker af en landsbydegns dagbog" og ved at foregive at det var et manuskript, han havde fundet. Dækhistorien holdt dog ikke længe og snart måtte Blicher vedkende sig faderskabet til Morten Vinge, som er navnet på romanens hovedperson. Det er en dramatisk forfaldshistorie, hvor den unge ambitiøse Morten studerer, men da både hans far og lærer dør, må hans barndomsven Jens skaffe ham et job som tjener på en herregård i Thiele, hvor han selv er skytte. Romanen er skrevet i dagsbogsform og herigennem får læseren indblik i Vinges liv og tanker og navnlig hans forelskelse i den smukke Sophie. En forelskelse som fuldbyrdes, da Morten lægger sig til at sove i Jens' seng. Her dukker Sophie op om natten og Morten tror sig lykkelig men ak - det er en forveksling.
Sophie har kun øje for den handlekraftige Jens. De to stikker af sammen og Mortens illusioner brister så grundigt, at han drager i krig, bliver krigsfange i Rusland og vender først tilbage mange år senere. Kun for opdage, at Jens og Sophie stadig er sammen men nu fattige og fordrukne.
Upålidelig fortæller
Et sådan resume yder ikke novellen retfærdighed, men det er ikke plottet, som bærer oplevelsen.
Det er derimod den sofistikerede og helt nye måde Blicher konstruerer sin fortælling ved hjælp af en upålidelig fortæller. Dagbogsformen giver i sagens natur kun et indblik i Mortens syn på sagen. Og dét greb udnytter Blicher på fornem vis.
For på overfladen fortæller hovedpersonen Morten om sig selv, Jens og Sophie. I den historie er Morten ofret for uheldige omstændigheder. For på trods af, at han tilpasser sig omgivelserne - lærer latin, fransk og jagt i forsøget på at opnå social avance og Sophies kærlighed, så mislykkes han. Den grumme skæbne rammer ham. Blicher har fat i en klassisk tematik om mennesker og følelser - kærlighed, misundelse og jalousi. Morten bruger historien til at retfærdiggøre sine egne valg eller manglen på samme.
En art kærlighedshistorie i moderne stil
Romanen er på denne måde en sofistikeret fortalt kærligheds- og livshistorie, som spænder over mange år, og hvor vi altså kun får Mortens synsvinkel. Læseren skal selv samle brudstykkerne og læse egne erfaringer ind i historien for at den giver mening
Dét er moderne og gør romanen relevant - også i dag. Moderne er også den meget realistiske stil, som Blicher anvender. Her er social deroute regningen for at give efter for drifterne.
Hverken de erotiske eller de akademiske ambitioner opfyldes og tiden slider hårdt på de personer, som ikke tidligt i livet rammes af sygdom og død. Denne realisme er et nybrud i dansk litteratur i 1824, hvor den herskende retning ellers er det vi kender som romantikken.
Blicher hvisker stilfærdigt over 200 år: "Døden kommer til os alle - husk at træffe dine egne valg"
Således anbefales "En landsbydegns dagbog", som kan findes på eReolen i flere udgaver