Anbefaling: 88% af Maren Uthaug

Maren Uthaug modtog i 2022 den prestigefyldte pris "De gyldne Laurbær" for romanen 11%. Nu er efterfølgeren udkommet. Den hedder 88% og den fortsætter kritikken af det patriarkalske samfund.
Jeg var meget begejstret for 11% - den havde både et godt plot, foregik i et dystopisk men dog genkendelig dansk bysamfund og så stillede med brug af humor skarpt på det nuværende samfunds strukturer. Den havde m.a.o, et godt kritisk potentiale. 
Det var derfor med store forventninger jeg kastede mig over 88% som udkom i 2024. 

Romanen foregår i den historiske epoke kaldet "evolutionen", der betegner det udviklingstrin forfatteren forestiller sig efterfølger  patriarkatet. Hvis du skulle være i tvivl, så er Patriarkatet  groft sagt det meste af den vestlige kulturhistorie indtil i dag. Det er i hvert fald Uthaugs implicitte definition. I "88%" følger vi tre kvinder og deres plads i den nye matriarkalske orden, 30 år efter slutningen på "11%" .

En intim historie
I 88% har kvinderne grebet magten, indført et matriarkat og forvist mændene internering på avlscentre. Her står mændene til rådighed til forplantning og fornøjelse.  
Meget af handlingen foregår  hos en mystisk sekt i Brønshøjkirken med dertil hørende ritualer og vi får også en interessant rejse til avlscentret på Lolland hvor mænd holdes som avsldyr. Her er en meget udførlig og sjov kategorisering af de indsatte mænd. Afhængig af alder og psykologisk disponering kategoriseres de enkelte mænd.  Typerne er f.eks. en Dario (de pæne), en Palle (de aggressive), en Sune (de behårerede) og en Lloyd (veludrustet) osv. osv, Alt sammen meget underholdende. 

Uthaugs verden er meget feminin. Husene er runde, alle kanter bløde. Naturen og hekseriet har store kræfter.

Det er samfundsbeskrivelsen men den er ikke speciel interessant eller relevant for modsat 11% så dykker forfatteren i 88% ned i samfundets intimsfære. Det gør hun rigtig godt.

Mange figurer - men hvor er den store historie?
Uthaug har en fest med beskrivelserne af samfundets små rum, her hvor kvinderne mødes, får relationer, udveksler sladder og lever deres intime liv. 
Men desværre forsømmer hun, at give sin læser en fornemmelse af, hvordan samfundet overordnet er skruet sammen, hun får ikke rigtig gjort brug af den i øvrigt troværdige beskrivelse af de små samfund.

Uthaug lader en figur ved navn Inga rejse gennem historien og gennem tiden, og her er der ansatser til en sammenhæng men de lange beskrivelser bruges ikke rigtig til noget.  Det er stadig underholdende - Inga tager livet af en del mænd undervejs og blodet sprøjter lystigt. Det er også igennem Inga at det patriarkalske samfund beskrives. 

En anden central person er centervagten Purr. Hun har ingen venner, er utiltalende og desperat. Wendy befinder sig til gengæld i toppen af hierarkiet. Hun er præst og elsker at lade kirkens slanger bide hende, så hun falder ind i en rus. 

Romanen vil gerne stille kritisk på kulturhistorien og hvordan den har determineret kvinders vilkår gennem historien - og vi kommer vidt omkring. Kritikken af hekseafbrændinger og religioners undertrykkelse af kvinden gennem historien er det svært at være uenig i, men igen savner jeg en sammenhæng til det samfund som beskrives.

Underholdende men ikke irriterende nok
Hvor 11% satte mange spørgsmålstegn og indbød til reflektion - også over det eksisterende samfunds strukturer - så synes denne læser at Uthaug forfalder til en lidt unianceret determinisme i 88%. Det er svært at øjne noget positivt og humoren er heller ikke så udtalt som i 11%. 

Men det rokker ikke ved, at Uthaug er enestående. Hun er kritisk - både ifht. samfundets patriarkalske strukturer men også ifht. et ultrafeministisk alternativ. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere nuancer men 88% er 100% underholdende