Anbefaling: Insula af Thomas Boberg

Forfatteren og lyriker Thomas Bobergs nyeste roman bærer titlen "Insula". Insula er betegnelsen for en trekantet del af hjernen, som menes at været involveret i bevidsthed, emotioner, kroppens sensoriske associative funktioner. Heri ligger måske en nøgle til romanen, som naturligvis også er tituleret således fordi den beskriver forfatteren Thomas Bobergs udflytning med  sin hustru, Rebecca og deres søn Hugo fra København til en lille ø i Danmark. Det er mest Rebeccas projekt - hun har en intens drøm om fællesskab,  iværksætteri og trygge rammer for Hugo. Thomas elsker Rebecca og flytter derfor med.

Det lyder måske ikke umiddelbart som et spændende plot men "insula" er heller ikke en plotdrevet fortælling. Og dog så formår Boberg at skabe en vedkommende historie om en lille families dramatiske rejse til en fremmed dansk ø med bemærkelsesværdige indfødte. Da Achton Friis i begyndelsen af 1920erne - for øvrigt i selskab med maleren Johannes Larsen - tog på ekspedition til de danske øer kom der et digert værk med landskabsbeskrivelser, skitser og karakteristikker af indbyggerne. 

"Insula" er Achton Friis' poetisk arvtager. Boberg bosætter sig på øen og lader sit modtagelige, kunstneriske sind interagere med øboerne og hans hustru og søn. Det kommer der historier ud af. Mange små og store om små og store aspekter af ø-livet og familielivet. Det viser sig, at der er drama i begge dele.

Fejø-fejden
Bogen har vakt debat - især på den lille ø - Fejø - 18 minutters sejllads syd for Lolland. Her føler øboere sig  hængt ud i bogen, der bygger på Thomas Bobergs egne oplevelser med at flytte til Fejø.  Også selv om både navne og historier i bogen adskiller sig fra virkeligheden. Som romanlæser synes jeg ikke, det hverken tilfører eller fratager romanen noget at vide at dele af historien måske har udspillet sig i virkeligheden.  At læse "Insula" som en nøgleroman, hvor man sammenligner værket med et studie af det lokale liv på en ø - ja det giver kun begrænset mening for øboerne og ingen mening for andre. 
Der står "roman" på bogens forside og dét er måske det allervigtigste. 

Intet menneske er en ø. Mennesker indgår i relationer, og det er vanskeligt fortælle sin egen historie uden samtidig at fortælle andres.

Sprog, sprog, sprog
Så kan man spørge, hvorfor er historien om en tilfældig, fiktiv eller ej, ø vedkommende?
Det er den af flere årsager. Bobergs skrift er en fornøjelse. Han formår at omsætte indtryk til udtryk, til sprog, til poesi. 
Man skal holde læsningen skarp - Insula er ikke godnat læsning for så mister man grebet om det poetiske sprog som associativt springer - zoomer ud og ind - på øboernes historier, på forfatterens familieliv og fortællerjegets følelser.  
Så for det første kan romanen læses for sit sprog som udvikler sig gennem hele romanen. 

For det andet så formår Boberg at skildre det moderne menneskes livsvilkår i en postmoderne verden. Bogen har altså en eksistentiel tematik. Det er i det simple familieliv, men det er også i refleksioner over tilhørsforholdet til naturen, livets gang og døden som et universelt livsvilkår.  

Bristede illusioner 
Familiens liv på øen bliver ikke det forventede paradis - så meget tør jeg godt afsløre. Fortællingen om at finde en plads i et lille samfund er også universel. Parret kommer til øen med en ambition om at leve deres liv på en anden måde end den de kender fra storbyen. Romanen beretter om tilflyttere med drømme om fællesskab, tryghed og natur. Drømme som brister og skuffes på nogle områder, men i den proces giver rum for erfaringer, håb og nye længsler. Her bliver fortællingen på en gang universel og meget aktuel.    

En opdagelsesrejse
Ligesom Achton Friis for 100 år siden begav sig på poetisk opdagelsesrejse, så opdager Boberg også uudforsket land. Boberg bliver under rejsen både klogere på sig selv, sin familie og men også på det lille samfund, som i en periode dannede en ramme om deres liv.