Anbefaling: Bondehjerte af Lea Wind-Friis

Besættelsestiden er en evig kilde til interessante historier som også kan sætte fokus på etiske dilemmaer i vores egen tid

Af Jarl

Journalist og forfatter Lea Wind-Friis fik overdraget manuskriptet til sin oldefars Jens Thomsens erindringer.  De viste sig at være et partsindlæg i en sag om antidemokratiske sympatier og en historie om et landbrug som reagerede på 1930ernes krise med demonstrationer men også radikaliserede tendenser. Det fører så vidt at oldefaderen efter besættelsen bliver anklaget for at have konspireret med besættelsesmagten om et muligt statskup. 
Hvorvidt oldefaderen er skyldig eller ej - det må du selv vurdere efter endt læsning men planen var angiveligt at orkestrere en magtovertagelse, der skulle udskifte den danske regering med en landbrugsvenlig "bonde-naziregering". 

Jens Thomsen var storbonde i Kolding og hovedkraft bag og sammen med sin bror Valdemar folketingsmedlem for Bondepartiet. Her kæmpede han under landbrugskrisen i 1930"erne på landmændenes side mod politikerne i København. Den kamp bragte ham i kontakt med DNSAP og spørgsmålet bogen søger at besvare er, hvordan denne kontakt så ud og hvilket formål den havde. 

Veldisponeret fortælling 
I dag ved vi at Thomsen aldrig fik held med planerne men "Bondehjerte" fungerer godt som fortælling fordi forfatteren har et godt øje for dramaet i oldefaderens historie som udspiller sig i en tid hvor demokratiet var under pres. 

På den måde får hun fortalt Jens Thomsen og bondebevægelsens kamp for bedre vilkår under  landbrugskrisen i 1930"erne og senere ser vi ham som leder af Landbrugernes Sammenslutning (LS), derpå  som folketingsmedlem og til sidst som pensionist. En lang kamp - for indflydelse og til slut i en kamp mod Folketingets Præsidium, som nægter at udbetale hans folketingspension.
Hvorfor Jens Thomsen ikke må få sin pension - det forstod han aldrig selv...

Land og By
Selvom fortællingen foregår tager udgangspunkt i knap 100 år gamle begivenheder, så har Lea Wind-Friis øje for den modsætning som også i dag er mellem land og by. Men det en læsning - det står sjældent eksplicit i "Bondehjerte" og det fornemmes det som gennemgående tema. Her er f.eks. beskrivelser af en by med velfungerende infrastruktur og et landområde hvor vejene stadig er ubelagte.  Det var denne modsætning som i forbindelse med den økonomiske krise i 1930erne gav grobund for en højre-radikalisering og dannelsen af "Bondepartiet". Her giver "Bondehjerte" også et menneskeligt indblik i et emne i den nære Danmarkshistorie, som jeg ikke kendte til i forvejen. 

Kildegrundlaget præger fortællingen
Hovedgrundlaget for historien er som nævnt et manuskript, som oldefaderen har forfattet og det gør fremstillingen personlig og vedkommende. Men det gør også, at det fremstår som et partsindlæg, som nok visse steder kunne have været problematiseret. Forfatteren supplerer med en dybdegående research men formår ikke altid at anvende denne til at stille spørgsmål ved oldefars manus. Men Lea Wind-Friis er en god fortæller og har disponeret historien både vedkommende og medrivende. 

Var Jens Thomsen nazist? 
Måske ikke et helt så enkelt spørgsmål, som det umiddelbart kunne lyde. Forfatteren ikke et helt klart svar i "Bondehjerte" men det understreger måske også problematikken - det højreorienterede politiske landskab var i gråtoner og kridtstregerne blev først trukket efter befrielsen.  Hvornår krydser du grænsen? Hvor er den usynlige streg trukket?

Spændende og underholdende fortælling
"Bondehjerte" er en personlig fremstilling og den giver et interessant indblik i 1930ernes politiske liv på Christiansborg og stemningen på landet. Den personlige familie-historie giver historien noget kød og blod og den politiske historie opridser de dilemmaer en måske lidt naiv politiker måtte orientere sig i, for at opnå indflydelse i et politisk miljø, som var præget af andre, mere udemokratiske strømninger end i dag.