Lektørudtalelse

Forfatter: Janne Møller Nielsen

Kort om bogen

Har du hørt om superhelten Gekko? Vil du vide, hvordan han blev til, og hvad der skete, da han mødte forbryderne fra kraniebanden? Så læs denne spændende bog for begynderlæsere på 7-8 år

Beskrivelse

Gorm er en arbejdsom og pligtopfyldende mand, der holder byen ren ved at feje og samle affald. En dag, da Gorm gør rent i parken, bliver han bidt af en blå gekko. Gorm bliver syg og dårlig, og han har ingen kræfter til at hjælpe, da kraniebanden pludselig dukker op og røver folk. Men da månens stråler rammer Gorm, sker der noget: Gorm bliver til superhelten Gekko. Letlæsning med lix 10 i "Super-serien". Bøgerne i serien kan læses uafhængigt af hinanden

Vurdering

Lille, actionfyldt fortælling med superflotte illustrationer, der understøtter læsningen godt. Bogen præsenteres som "en letlæst tegneserie", men selv om teksten angives i bokse over og/eller under illustrationerne, så er der ikke tale om en tegneserie i traditionel forstand. Der er hverken striber, talebobler eller flere sammenhængende billeder pr. side. Det rykker dog ikke ved, at der er tale om en spændende fortælling i både ord og billeder, som vil tiltale mange begynderlæsere - ikke mindst blandt drengene

Andre bøger om samme emne

Er man vild med Jan Kjærs streg og univers, så er det oplagt at fortsætte med "Taynikma-serien" - se fx Sola. Serien "Jagten på sværdet" af Peter Gotthardt er en anden spændende letlæsningsserie i et fantastisk univers - se 1.del: I kongens gård