Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Kort om bogen

Data er blevet en ressource, og der er opstået en situation, hvor vi som brugere af teknologien er blevet den reelle vare. En "Tænkepause" om problemstillingen henvendt til alle os borgere, der mere eller mindre frivilligt afgiver dataspor

Beskrivelse

Vi er vores informationer og vores data er en af de vigtigste pointer i bogen, som er nr. 90 i serien "Tænkepauser". Vi afleverer konstant spor af vores færden og præferencer. Algoritmerne bestemmer, hvordan de forskellige data anvendes, så programmørerne laver politiske valg, når de designer algoritmerne. Data er blevet en kommerciel og en kulturel ressource, så problemstillingen er ikke en sag for teknikerne, men er af sociologisk og politisk karakter. Forfatteren beskriver et væld af eksempler, hvor data anvendes i en anden sammenhæng end den, hvor vi afgav den, og hvordan der bliver rykket ved grænsen mellem offentlig og private sfære. De sociale medier er i en identitetskrise og er havnet et sted, som ingen havde forestillet sig. Deres algoritmer bliver den offentlige debats ordstyrer

Vurdering

Som i de øvrige bind i serien er den skrevet af en forfatter med et imponerende overblik over et komplekst tema. Den er formidlet i et let og ligefremt sprog med mange gode eksempler

Andre bøger om samme emne

Shoshana Zuboff har skrevet om samme problemstilling i den mere dybdegående Overvågningskapitalismens tidsalder, og introducerede begrebet overvågningskapitalisme. En anden omtalt titel er Move fast and break things