Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Kultroman og litterær klassiker om kærlighed, overgreb og kunstnerisk udfoldelse, skrevet som en imaginær selvbiografi i et opgør med en kvælende patriarkalsk verden. Til krævende læsere, der både vil underholdes og stimuleres intellektuelt

Beskrivelse

Med 50 års forsinkelse får vi nu på dansk Ingeborg Bachmanns (1926-1973) roman om den unavngivne forfatter, jegfortælleren, der føler sig fanget mellem to mænd i sit liv, den introverte Malina, som hun bor sammen med, og hendes mere udfarende elsker, den ungarske Ivan. Romanen er opdelt i tre dele. Den første del handler om om forholdet til Ivan, den anden om jegfortællerens internaliserede traumer over 2. verdenskrigs rædsler, eksemplificeret via muligvis imaginære minder om hendes fars overgreb som symbol på nazitidens mandestyrede samfund. Dette leder til sidste dels opgør med Malina og den gådefulde opløsning af hendes egen eksistens. Romanen har efterord af Mette Moestrup

Vurdering

En stor, vild og overraskende læseoplevelse venter den læser, der der giver sig i kast med dette surreelle psykologiske trekantsdrama. Den er blevet kaldt en feministisk kultroman, og Moestrup beskriver den i efterordet som en roman "der sønderlemmer patriarkalske strukturer". Uanset hvordan man går til den, er det en sprogligt intenst stykke litteratur i særklasse

Andre bøger om samme emne

 Hjertetid er Bachmann og digteren Paul Celans korrespondance, herunder de digte, de sendte til hinanden. Elfriede Jelinek har skrevet manus til filmen "Malina", der bygger på romanen