Jens anbefaler: Hemmeligheder og skibskatastrofer
Jens anbefaler: Hemmeligheder og skibskatastrofer

Vi anbefaler: Hemmeligheder, skibskatastrofer og teknofester

Grænsen til vores store naboland mod syd Tyskland er pt. lukket. Weekendturen til Hamburg eller Berlin må vente, til vi er på den anden side af coronakrisen.

Men heldigvis er der masser af bøger om Tyskland, man kan fordybe sig i, mens man drømmer sig til vandreture i Harzen eller kolde fadøl under kastanjetræerne i München.

Mit navn er Jens, og jeg arbejder til dagligt på Skanderborg Bibliotek. Her i foråret skulle jeg have afholdt en temaaften om Tyskland, så nu får I i stedet mine anbefalinger her. De fleste titlerne kan findes på eReolen.

Rigtig god fornøjelse.

Med Venlig Hilsen
Jens

”Tyll” af Daniel Kehlmann:
Trediveårskrigen hærger i Tyskland. Og mens hærstyrker kæmper og byerne brænder rejser gøgleren Tyll Ulenspiegel nogenlunde ubesværet rundt og møder bønder,borgere, konger og generaler.  Lige meget hvor højt på strå i samfundet de er, bliver det altid Tyll som trækker det længste strå.
Romanen er allerede en nyklassiker inden for de tyske historiske romaner.

”Heimat. Et tysk familealbum” af Nora Klug:
Nora Krug er født i 1977 i Karlsruhe tæt på en amerikansk base. Langsomt går det op for hende, at noget frygteligt er sket i fortiden. I skolen bliver hun undervist i 2. verdenskrig, men det er først, da hun som voksen flytter til New York og får en jødisk svigerfamilie, at hun kan se sit hjemland med åbne øjne. Forfatteren har udtalt, at hun ikke kunne have skabt dette værk i Tyskland, for som filosoffen Hannah Arendt siger: "Hvis alle er skyldige, er ingen det". Ved hjælp af collager, små tegneserier, familiefotografier og skoleopgaver dykker hun ned i sin families fortid i Nazityskland. For mig var historien om hendes far særligt gribende: Født i 1946 voksede han op i skyggen af en storebror, som faldt i Italien. Han bærer hans navn, men blev af sin mor altid behandlet som en dårlig kopi.

”Lykkebarn med far” af Christoph Hein:
Konstantin Boggosch er en anset pensioneret gymnasierektor, der bærer på en mørk hemmelighed. Hans far var nemlig en SS-brigadefører og stod for talrige krigsforbrydelser på Østfronten. Under sin opvækst i en lille østtysk by i 50’erne bliver Konstantin forskelsbehandlet, og selvom han flygter mod vest og ender i Frankrig, slipper han ikke ud af sin fars skygge. 

”I krebsegang” af Günter Grass:
I Januar 1945 blev det tyske flygtningeskib Wilhelm Gustloff med over 7.000 mennesker ombord sunket af en sovjetisk ubåd i Østersøen. Selvom det er historiens største skibskatastrofe, er det langtfra så kendt som f.eks. Titanics forlis. Den tyske højrefløj har i mange år brugt forliset som et eksempel på allieret krigsforbrydelse, men i denne bog skitserer Günter Grass nærmere denne hændelse som en forfærdelig følge af krigen, end som en selvstændig forbrydelse. 

”Dengang vi drømte” af Clemens Meier:
Stor roman om Østtysklands fortabte ungdom. Danie og hans venner går fra at være ungpionærer i DDRs sidste dage til at blive bandemedlemmer og fuldtidskriminelle. Bogen springer i tid, så man møder dem både som voksne i fængslet og som unge lige efter murens fald. Hver især har de en drøm, som går i vasken, mens resten af Tyskland jubler over genforeningen.

”Rave” af Rainald Goetz
Tag med ind i en fortælling om 1990'ernes tyske ravemiljø, når forfatteren Railand Goetz beskriver technoscenen indefra. Goetz er en af Tysklands vigtigste forfattere og skriver i den selvbiografiske "Rave" om drukturene, stofferne, musikken, DJs og alle de kendte og ukendte, som udgjorde technoscenen i München i 1990'erne. Vi kommer også på afstikkere til Berlin, Frankfurt og Ibiza. Goetz befinder sig i orkanens øje og giver, med et eksperimenterende og meget personligt sprog et blik ind i ravenattens indre. "Rave" er en bog for feinschmeckeren, som har interesse i det nyere Tysklands kulturscene.