Vi anbefaler: En håndfuld feelgood

Feel good genrens formål er at få læseren til at føle sig godt tilpas, og det er ofte en kærlighedshistorie, som er i centrum.

Jeg synes f.eks., at det kan være en skøn genre at læse, hvis jeg skal geare ned. Det fungerer ofte også rigtig fint for mig at læse en feelgood bog efter jeg har læst en thriller, en krimi eller lignende.

Her nedenfor har jeg samlet 5 titler, som jeg varmt kan anbefale dig:

”Mig før dig” af Jojo Moyes

En bog, jeg i den grad slugte, er denne. Bogen er sjov, den er rørende, den er pinlig, den er det hele.

Kort fortalt handler den om servitricen Lou, som modvilligt må tage jobbet som personlig hjælper for Will. Will er lam i stort set hele kroppen, og han har meget svært ved at acceptere sit nye liv. De kommer dog begge til at forandre hinandens liv for altid.

”Mig før dig” er første del i trilogien – og jeg kan godt hilse og sige, at de alle tre bestemt er værd at læse.

”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” af Agnés Martin-Lugand

Kærlighedsroman om den sørgende Diana, der har mistet sit barn og sin mand i en bilulykke. Efter et år ser hun sig nødsaget til at starte forfra et helt andet sted. Hvorvidt hun finder lykke og kærlighed igen, vil jeg ikke afsløre her.

Bogen er kort, og den er rigtig godt skrevet med stærke følelser. Efterfølgeren til ”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” hedder ”Livet er let, bare rolig”, og de skal læses begge to. Det er først i bind to, fortællingen for alvor falder på plads. 

”Den lille butik med lykkelige slutninger” af Jenny Colgan

29 årige Nina Redmond elsker at finde det rigtige match mellem bøger og lånerne på biblioteket.  Da biblioteket lukker, øjner hun muligheden for at skabe sig et nyt liv som boghandler i Skotland.

I Jenny Colgan ser jeg tydeligt en form for ny Jojo Moyes, og jeg læser alt, hvad hun skriver, med stor fornøjelse. Jeg er særligt vild med ”Den lille butik med lykkelige slutninger”. Hovedpersonens funktion som bibliotekar samt beskrivelserne af hendes omgangskreds er så overbevisende og virkelighedstro, at det er lige spot on.

”Ensomme hjerter og herreløse hunde” af Lucy Dillon

Kobler man en kærlighedshistorie med søde hunde, så kan man vist ikke ønske sig mere af en feelgood bog. 39-årige Rachel fra London arver et hundeinternat og flytter på landet for at finde fodfæste, efter hendes kæreste gennem ti år pludselig hellere vil prioritere konen. Hun skal derfor hurtigt beslutte sig for, om hun vil drive stedet, der også byder på en irriterende dyrlæge

Lucy Dillons romaner kan godt være en tand mere alvorlige end andre indenfor feelgood, men de ender altid med at binde en pæn sløjfe til sidst. ”Ensomme hjerter og herreløse hunde” er ingen undtagelse.

”Vidunderlige August” af Brenda Bowen

Hopewell Cottage. Kønt gammelt sommerhus til leje på en lille ø. Tilfældigheder giver de trætte småbørnsmødre Rose og Lottie muligheden for en pause fra hverdagen sammen med den sørgende Beverly og Caroline, en ydmyget filmstjerne.

Persongalleriet er overskueligt, og karaktererne er levende beskrevet.  Alt i alt er ”Vidunderlige August” en skøn bog, der indeholder kærlighed, sorg, humor og ikke mindst en hel masse feelgood.

Jeg håber, at også du kunne få lyst til at drømme dig ind i disse skønne fortællinger.

I så fald ønsker jeg dig en rigtig god fornøjelse.

De bedste hilsner fra Maria

Vi anbefaler: En håndfuld feelgood
Vi anbefaler: En håndfuld feelgood