Bybadet

Bybadet er en del af et sammenhængende byrum, som strækker sig fra Adelgade til søen med Kulturhuset i Skanderborg som naturligt bindeled.
Bybadet består af to bassiner, udspringsplatform, solterrasser, sauna, ”Multirum”, kano, kajak- og SUP-faciliteter og flydebro. Dertil kommer, at turistbåden Dagmar vil få kajplads på Bybadets nordlige side, mens den særlige rampe, som sikrer tilgængelighed for kørestolsbrugere, vil være at finde på Bybadets sydlige side.
Med afsæt i disse fysiske rammer er Bybadet tænkt som et levende samlingssted for foreninger, aktører og borgere med en mangfoldighed af aktiviteter inden for friluftsliv, idræt, kultur samt mental og fysisk sundhed.
Onsdag den 26. januar stod Bybadet færdigt og er nu officielt overdraget til Skanderborg Kommune, hvorunder Biblioteket er blevet kontraktholder.
Den første forening, som har taget anlægget i brug, er vinterbaderne fra ”Vinterbybadet Skanderborg”. Denne forening har nemlig indgået en brugeraftale med kommunen som bl.a. også indbefatter, at også ikke-medlemmer af Vinterbybadet Skanderborg inden længe kan købe sig adgang til saunaen. Forventeligt vil der blive åbnet for dette fra medio februar. Det vil således blive muligt at købe badebillet inden for klubbens åbningstider. Uden for vinterbadeklubbens åbningstider kan alle frit benytte Bybad, omklædning, toilet og badetrappe.
Har du spørgsmål, ideer til aktiviteter på Bybadet eller andet, kan du kontakte os på mail: bybadet@skanderborg.dk hvor en medarbejder vil svare bedst muligt.